VEDTÆGTER FOR
HOVEDGÅRD FITNESSFORENING



§ 1 Navn og hjemsted
Stk 1 Foreningens navn er Hovedgård Fitnessforening

Stk 2 Foreningens hjemsted er 8732 Hovedgård, Horsens kommune

Stk 3  Foreningen er stiftet d. 26.09.2016



§ 2 Formål
Stk 1
Hovedgård Fitnessforening har til formål at etablere og drive et motionscenter for borgerne i Hovedgård og omegn, ud fra frivilligt foreningsarbejde. Det skal støtte op om borgernes ønsker om sundhedsfremmende aktivitetsmuligheder og oplevelsen af lokal tilhørsforhold og dermed byens fortsatte trivsel og udvikling.
 
Stk 2
Hovedgård Fitnessforening skal være et fleksibelt motionstilbud på tværs af sports- og idrætsinteresser, og det skal indgå i et supplement til de eksisterende idrætsforeninger.
Stk 3 
Hovedgård Fitnessforening skal motivere til at dyrke motion og have fokus på sund livsstil. Foreningen skal understøtte det forpligtende fællesskab, styrke folkeoplysningen og dermed medlemmernes evne og lyst til at tage ansvar for eget liv og til at deltage aktivt og engageret i bylivet.
 
Stk 4 
Foreningens virksomhed er almennyttig og åben for enhver der tilslutter sig foreningens formål.
 


§ 3 Organisationsforhold
Stk 1 Hovedgård Fitnessforening er en selvstændig forening, som er medlem af DGI, Danmarks idrætsforbund (DIF) og Anti Doping Danmark.



§ 4 Medlemmer
Stk 1 Enhver der er minimum 15 år og som kan tilslutte sig foreningens formål, vedtægter og retningsliner, kan optages som medlem. Betegnelsen medlem dækker over aktive udøvere, bestyrelsesmedlemmer og instruktører.

Stk 2 Kontingentets størrelse og betalingsform fastsættes af bestyrelsen.

Stk 3  Et medlem, som ikke har betalt sit kontingent, kan af bestyrelsen - med 8 dages varsel - udelukkes fra foreningen indtil restancen er betalt.

Stk 4  Indmeldelses-/udmeldelses procedure fastlægges af bestyrelsen. Udmeldelse skal ske skriftligt til kassereren med 1 måneders varsel. Ved udtræden af foreningen kan der ikke gøres krav på nogen andel af foreningens formue, eller refusion af betalt kontingent.

Stk 5  Medlemmer, der ikke overholder foreningens retningslinjer kan imødese påtale, karantæne eller eksklusion af foreningen.

Det er bestyrelsens pligt at varetage denne opgave.

Et ekskluderet medlem har ret til at få sin sag forelagt på den førstkommende ordinære generalforsamling. Indtil generalforsamlingen har truffet sin afgørelse er medlemmet ekskluderet og klage til generalforsamlingen har således ikke opsættende virkning.

Generalforsamlingens beslutning er endegyldig og kan ikke appelleres.



§ 5 Regnskab
Stk 1 Regnskabsåret er perioden 1. januar - 31. december.

Stk 2 Regnskabet revideres af 2 revisorer, som vælges på den ordinære, generalforsamling for 2 år ad gangen, men afgår skiftevis. Desuden vælges 2 revisorsuppleanter for 1 år.

Revisorerne gennemgår hvert år i februar/marts det samlede regnskab og påser, at regnskabet lever op til god regnskabsskik for foreningsregnskaber.

Revisor har til enhver tid adgang til at efterse regnskab, bilag og beholdninger.



§ 6 Hæftelse og Tegningsret
Stk 1 Hovedgård Fitnessforening tegnes i økonomisk henseende af formanden/næstformanden og af kasserer i forening, eller en af disse i forening med 2 andre bestyrelsesmedlemmer.

Ved køb, salg eller pantsætning af fast ejendom og ved optagelse af lån på kr. 50.000,- eller derover kræves dog underskrift af en samlet bestyrelse.

Bestyrelsen kan meddele prokura til bestemte udpegede personer, således at disse kan forpligte foreningen ved dagligdags økonomiske dispositioner op til et beløb fastsat af bestyrelsen.

Stk 2 Foreningen hæfter kun for sine forpligtelser med den til enhver tid værende formue. Der påhviler ikke foreningens medlemmer eller bestyrelse nogen personlig hæftelse.



§ 7 Stående udvalg
Stk 1 Bestyrelsen for Hovedgård Fitnessforening kan nedsætte nødvendige udvalg til varetagelse af løbende eller enkeltstående opgaver. Bestyrelsen fastsætter ansvarsområderne og kan være repræsenteret i udvalgene.



§ 8 Generalforsamlingen
Stk 1 Afholdelse/Indvarsling
Generalforsamlingen, er med de indskrænkninger, som disse vedtægter foreskriver, foreningens øverste myndighed i alle anliggender, og afholdes en gang årligt senest den 30. april.

Medlemmerne indvarsles til generalforsamlingen ved offentlig annoncering. Dette sker med mindst 14 dages varsel.

Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være formanden i hænde senest 8 dage inden generalforsamlingens afholdelse.

Stk 2 Adgang/Stemmeret
Adgang til generalforsamlingen har alle medlemmer.

Stemmeret har alle medlemmer af foreningen, der ikke er i restance og har været medlem i mindst 3 måneder.

Stemmeretten kan kun udøves ved personligt fremmøde på generalforsamlingen.

På generalforsamlingen kan endvidere (uden stemmeret) deltage medlemmer af stående udvalg, der ikke er medlem af foreningen.

Stk 3 Valg/Valgbarhed
Valgbare er stemmeberettigede medlemmer, der er fyldt 18 år og ikke er i restance. Intet medlem vælges eller genvælges til en tillidspost uden at være tilstede på generalforsamlingen, med mindre medlemmet har fremsendt skriftlig accept af evt. valg. Accepten skal være formanden i hænde inden generalforsamlingen.

Der kan ikke vælges personer, der af DIF, DGI eller af disse special forbunds amatør- eller ordensudvalg er udelukket fra at deltage i disse organisationer. Dirigenten vælges af generalforsamlingen. Dirigenten afgør med bindende virkning, alle spørgsmål angående behandling og afstemnings måde. Dirigenten skal lade foretage skriftligt afstemning, såfremt ønske herom fremsættes.

Generalforsamlingen er beslutningsdygtig ved det fremmødte antal.

Beslutninger vedtages ved simpel stemmeflertal se dog §9+10

I tilfælde af stemmelighed bortfalder forslaget, undtagen ved personvalg, der i sådanne tilfælde afgøres ved lodtrækning.

Der føres referat af generalforsamlingen, som underskrives af formanden og dirigenten.

Stk 4 Dagsorden
Den ordinære, årlige generalforsamling afholdes med følgende dagsorden:

  1. Valg af dirigent
  2. Bestyrelsens beretning
  3. Udvalgenes beretning
  4. Fremlæggelse af det reviderede regnskab for det forløbne regnskabsår, samt budget for det kommende år.
  5. Behandling af indkomne forslag
  6. Valg til foreningens bestyrelse som består af op til 6 medlemmer og 2 suppleanter.
    1. 3 medlemmer er på valg i lige år
    2. 3 medlemmer er på valg i ulige år
Medlemmer er valgt for 2 år af gangen.
  1. Valg af suppleanter
Suppleanter er valgt for 1 år af gangen.
Bestyrelsen konstituerer sig ved først kommende bestyrelsesmøde.
  1. Valg af foreningens revision se § 4 stk. 2.
    1. Valg af 2 revisorer
    2. Valg af 2 revisorsuppleanter
  2. Eventuelt
Stk 5 Ekstraordinær generalforsamling
Bestyrelsen kan til enhver tid indkalde til ekstraordinær generalforsamling.

Endvidere skal ekstraordinær generalforsamling afholdes, når minimum 10% af foreningens stemmeberettigede medlemmer fremsætter motiveret, skriftligt begæring herom. Begæringen skal for at betragtes som gyldig fremsat, indsendes i originaleksemplar til foreningens formand, og den skal indeholde oplysning om underskrivernes navn og adresse samt angive de punkter, der ønskes behandlet på generalforsamlingen. Under hensyn til de fremsatte ønsker fastsætter bestyrelsen den for den ekstraordinære generalforsamling gældende dagsorden, der kan suppleres med de punkter, bestyrelsen finder påkrævet. Kun de på dagsordenen anførte sager kan behandles.

Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes senest 1 måned efter eventuel begæring herom er fremsat og indkaldes med et varsel på mindst 14 dage med angivelse af dagsorden, idet indvarslingen finder sted, som ved ordinær generalforsamling.



§ 9 Bestyrelsen
Stk 1 Bestyrelsen medlemmer er valgt for 2 år ad gangen

Stk 2 Afgår et bestyrelsesmedlem i valgperioden, indtræder en suppleant, eller bestyrelsen kan udpege et nyt medlem, der virker frem til førstkommende generalforsamling.

Stk 3 Bestyrelsen forestår den daglige ledelse af foreningen og træffer afgørelse i alle spørgsmål i forbindelse med denne, der ikke er henlagt til generalforsamlingen.

Bestyrelsesmøde afholdes i henhold til forretningsordenen eller når formanden eller mindst 2 bestyrelsesmedlemmer ønsker det. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af bestyrelsesmedlemmerne, herunder formanden eller kasseren er til stede. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.

Der føres referat af bestyrelses møder.



§ 10 Vedtægtsændringer
Stk 1 Ændringer af foreningens vedtægter kan ske, når der på en ordinær-/ ekstraordinær generalforsamling er mere end 2/3 af de fremmødte, der stemmer for, et rettidigt fremsendt forslag iflg. §7.



§ 11 Foreningens opløsning eller sammenslutning
Stk 1 Bestemmelse om foreningens opløsning kan kun træffes på en til dette formål særligt indkaldt ekstraordinær generalforsamling. For at være beslutningsdygtig på en sådan ekstraordinær generalforsamling kræves, at mindst halvdelen af foreningens stemmeberettigede medlemmer er til stede og til forslagets vedtagelse kræves mindst 3/4 af de mødtes stemmer. Opnås sådant flertal på en ikke beslutningsdygtig generalforsamling, indkaldes en ny ekstraordinær generalforsamling, hvor de beslutninger kan træffes med nævnte stemmeflerhed, uden hensyn til antal af mødte stemmeberettigede.

Ved opløsning tager den ekstraordinære generalforsamling beslutning om:
- fordeling af foreningens formue og ejendele, der dog i alle tilfælde skal medvirke til at fremme sporten i Hovedgård



§ 12 Bemyndigelse
Stk 1 I tilfælde hvor disse vedtægter måtte være utilstrækkelige er bestyrelsen bemyndiget til under ansvar overfor generalforsamlingen at træffe de nødvendige beslutninger.



Vedtaget på stiftende møde d. 26. september 2016 af: