Juniorfitness


En aktiv livsstil er vigtig – både for børn og voksne! I Hovedgård Fitnessforening vil vi gerne hjælpe de unge på vej til et sundere og mere aktivt liv – og derfor er unge i alderen 12-14 år nu også velkomne i vores forening, idet vi indfører noget helt nyt: juniorfitness, som kan trænes på lukkede hold tirsdage og fredage sammen med uddannede instruktører.

Der er mange myter omkring unge og træning i fitnesscentre, eksempelvis om man skal have en bestemt alder, eller om styrketræning er godt for unge mennesker. Lad det være sagt; styrketræning, pulstræning, balance- og koordinationstræning har aldrig været farligt for børn og unge, tværtimod! Denne form for kontrolleret træning er både rigtig sikker og ganske effektiv for såvel voksne som børn.

Mange unge under 15 år ønsker af forskellige årsager ikke at deltage i de traditionelle idrætsgrene og bliver let inaktive og bruger meget tid bag skærmen. Dette betyder desværre, at mange unge er i dårlig form. Vi tror på, at vi ved at tilbyde unge en mulighed for at komme i form og samtidig være sammen med andre unge, vil kunne ændre det mønster på en både sjov og anderledes måde.

Juniorfitness er dog for alle, og således også for de unge, som i forvejen dyrker sport, hvor juniorfitness er et super effektivt supplement til andre sportsaktiviteter, da den øgede styrke i muskler og led medfører en bedre bevægelseskoordinering samt mindsker risikoen for skader.

Der vil være tale om funktionel træning for piger og drenge i alderen 12-14 år. Vi kommer hele kroppen igennem - udover pulstræning vil der være tale om både styrketræning og balanceøvelser samt træning af smidighed. Under hensyntagen til de unges alder udfordres de i træningen i en stor variation af øvelser på hver deres niveau. Vi varierer træningen og udbygger den efter udvikling og motivation.

Om holdet tirsdage kl. 16.00-17.00 for 12-14-årige:
Varieret holdtræning, hvor vi både har fokus på kredsløbs- og styrketræning. Her får de unge udviklet deres koordinationsevner og får en effektiv og sjov time i selskab med andre unge. Der bliver guidet i teknik under træningen, så de får lært at lave alle basisøvelser korrekt for at undgå fremtidige skader.


Om holdet fredage kl. 15.30.17.00 for unge, som er fyldt 14 år:
Det er ikke muligt, at de unge benytter centret på egen hånd, men i dette tidsrum må de unge komme og træne i følgeskab med instruktørerne. De unge får her en grundig vejledning i korrekt brug af både kredsløbs- og styrketræningsmaskiner, og der lægges et individuelt vægttræningsprogram. Instruktørerne er ansvarlige for, at dette program følges, så der ikke opstår forkert eller for tung træning. Styrketræningen er især velegnet til at forbedre motoriske færdigheder samt at forbedre øvrige idrætspræstationer.